Idag i Kirchheim gik vi en i begyndelsen ret uoplagt tur i bymidten. Wenni blev mere og mere inspireret efter som vi passerede de forskellige mindeværdige steder fra hans barndom. Det er da utrolig så mange skarnstreger, den mand har lavet som barn!
"Dér spyttede jeg ud fra det miderste vindue på tredie sal, og ramte en skaldet mand på issen. Kan I se børn, detder vindue var det." Osv.
Foran skolen er der et krigsmindesmærke, hvor skolekoret på specielle mærkedage skulle synge en sang. ( Den fik vi så fremført med smørtenor på samme sted. Jo, der var ikke noget at udsætte på guiden ). Men dengang stod krigsveteranerne og kiggede på drengene + hornorkester og græd.
Nu ved ungerne en god del mere om åbne kloakker, rullekoner og landbrug inde i byen ( dér hentede vi mælk, de havde køer ). + meget mere.
Oma serverede kanin og gik af med hendes børnetrækharmonika. Hold kæft, den larmer!
1 kommentar:
Joh, at gå til rullekone var jo et barnejob og I nærheden af Roselillevej (hvor jeg trådte mine barnesko) var der to. Jeg kan huske hvor tungt det der rulletøj og min mors mange formaninger om ikke at snakke med dem eller svare hvis de spurgte. Hun mente at de sladrede og det skal nok have passet.der var også mange cigarrullere (var der ikke sådan nogen i din barndom, Wenni?), som efter arbejdstid tjente en eksta skilling ved at sidde og rulle på kældre og kviste.
Har hørt sangen, den minder om en tid som heldigvis er ovre.
Àkis begejstrede øjne er lige så glade som på det billede hvor Ylva lige har tævet en masse knægte i bortennis.
Send en kommentar