Nogengange er min familie ret sportslige søndag morgen. Tidspunktet er valgt med omhu, for der er risikoen for at møde venner/bekendte/elever/skolekammerater mens man ser åndssvag ud i fjollet joggingtøj relativ lille. Efter morgenmaden (hvor der bliver udøvet et let gruppepres mod de slappe) starter vi i retning af Planie/ Pfullinger Eisenbahn. Ylva og Áki kører på cykel, Kári og jeg løber, Wenni går, men er afenellerandengrund alligevel den hurtigste.
Da vi ikke bevæger os hurtigere end vi kan snakke, er det faktisk superhyggeligt.
En lille omvej omkring den eneste rundkørsel i den indre by giver Ylva og Áki lejlighed til lidt yndet rundkørselscykling.
Hvis vi er meget heldige, møder vi Herr Albrecht i rødt skitøj, som er ude og powerwalke med stave....han vildt komisk ud, fuldstændig ligesom vi gør. Han vælger sikkert tidspunktet af samme grunde som os.
Wenni har været hos Oma hver dag, så nu syntes Kári og jeg at det var vores tur. Hun er på reha i Bad Urach, som ligger 20-30 bilminutter fra os.
Dette er udsigten fra hendes balkon.
Og dette....
Vi fik spillet rommé. Vi glemte faktisk lidt tiden.
Oma fulgte os ned til udgangen....gående....det var ret flot. Hun virker osse glad og stolt over at det går så godt med hendes genoptræning.
Lige bag klinikken ser man op på Hohen Urach, borgruinen.
