Hele familien tog toget til Stuttgart. Wenni og jeg havde på forhånd spurgt, om der var interesse for en museumstur til hovedstaden. Det var der, hvis det ikke var moderne kunst, vi skulle se. Og det kunne vi jo let love.
Først så vi
EISZEIT- Kunst und Kultur. Lias gik med på en guided tour, og ved nu ALT om neandertalere og homo sapiens. Vi andre gik målrettet forbi mamutskelletter og stenøkser ned til kunstskattene. Og nu kommer vi til det rigtig sjove: verdens ældste skulpture er fra Schwäbisch Alb. Ved de første
kvindefigure (ved dette link skal man scrolle lidt ned for at komme til indholdet),
heste og mamutter frafra 35000 år siden begyndte jeg at hyperventilere.... Når man er opdraget til at Grauballemanden er non plus ultra, så er man måske også ret let at imponere.
Jeg så også en 35000 år gammelt fingeraftryk i et potteskår og synåle fra samme periode.
Det var helt fantastisk.
Der er jo ingen af os der er schwaber. Wennis forældre er jo fra østprøjsen.
Bagefter fik vi middag på en restaurant og diskuterede det ærgelige i, at vi kommer fra områder, der lå under is, da menneskets første kunst blev skabt. Vi blev enige om, at det jo egentlig er ligegyldigt, for det er jo alligevel også vores forfædre, de vandrede jo nordpå, da isen trak sig tilbage. Egentlig er vi alle oprindeligt schwaber.
Der var penge i Káris ekspresso. Er det en italiensk skik til Hellige tre Kongers dag, eller prøvede tjeneren at tage livet af drengen?
Udstillingen var i bygningen med guldhjorten på taget.
Der var is på søen foran operaen. Bag operaen ligger
Staatsgalerie. Der skulle vi se en udstilling om
Edward Burne-Jones.
Det er lige noget for unge mennesker. Specielt Kári var glad for billederne.
Der var nogle ret fantastiske gobeliner fra William Morris´værksted.
Vi fik også set noget af den faste samling, det var sjovt at vise børnene de gamle travere.
Da de lukkede, nåede vi lige hurtigtoget hjem. Jeg spurgte Ylva, hvordan det dog kunne være, at de sådan kunne nyde et så aparte program. "Vi er vel bare vante til det", var svaret.
Ákis bedste ven Jesko har en meget sød familie, som godt gider at ses afogtil. Idag tog de med os op på Achalm. Vi gik hele vejen nede fra os. På den halve strækning sagde vi farvel til børnene, som blev på Scheibengipfel for at kælke. Det er en pæn tur på ca. tre timer.
Wenni havde sit kamera med, det er hans isbilleder.
Her ses selskabet, fotograferet af een fra yoga, som lige kom forbi.
