fredag den 6. marts 2009

heldige


Denneher dumpede ind ad nogle få heldige menneskers brevsprække igår. Jeg fik ikke nogen, men jeg arbejder her jo osse bare.

torsdag den 5. marts 2009

springer ud


Ude er det gråvejr. Inde tulipantid.


Grene, jeg samlede ved Reußenstein, mon ikke snart de springer ud?

tirsdag den 3. marts 2009

ledigt minut


På dette billede ses:
  1. En Oma, som lige har været på en rekordlang spadseretur (Bettlers Umkehr, Marienkirche, slagter Karl), ledsaget af svigerdatter i konstant gribningsberedskab, hvis hun skulle dalre omkuld.
  2. En dreng, som er helt vildt god til at cykle, fordi det bliver øvet i hvert ledigt minut.
  3. Jos-Weiss-skolens forsøg på at stable en skolekantine på benene (og derved snuppe en stor haps af skolegården).

mandag den 2. marts 2009

tulipantid


Det er blevet tulipantid.

søndag den 1. marts 2009

ret i


Da vi købte huset, lovede vi ejerne, som er tre søstre, som er født og opvokset her, at invitere dem, når vi var færdige med ombygningen.
Da det nok kommer til at tage resten af vores dage, før vi bliver "færdige", inviterede vi dem til i fredags.


De to søstre, som bor her i byen, kom med deres mænd (som forøvrigt er brødre. Den yngste søster fik den ældste bror og omvendt).


Først blev der lavet en yderst detaljeret rundgang, for et yderst interesseret publikum.....


....som krydrede de noget tørre byggebeskrivelser med episoder fra gamle dage.
"Kan du huske, da vi så motercykelløb heroppefra?" Så fortalte de at Reutlingen dengang på bedste MonteCarlo-vis havde motorcykelløb fra Albtorplatz og ned af Gartenstrasse.
det synes jeg da man skal genindføre.



.....bagefter var der kaffe med kirsebærkage efter Omas opskrift. Alle børnene var hjemme og deltog i kaffen (og charmerede herskaberne).
Vidste I egentlig, at Rokenstrasse (som man jo kigger ned på fra køkkenvinduet) bliver kaldt "Bettelmanns Umkehr"? Nå, ikke!
Jeg fik en flotflot orkide - den står nu i Kirchheim - den skal jeg have lov til at ikke mishandle, synes jeg.
Ved afskeden fik Wenni megen ros, de mente, at ingen anden havde kunnet få deres barndomshjem til at blive så smukt. Og det har de jo nok ret i.