torsdag den 20. maj 2010

schwäbische feinware

Her er de lovede billeder af vores gamle hus. Der hvor garagen lå, har arkæologer gravet en gang. Man kan se een af dem stå dernede på fotoet. Hele trækonstuktionen, som holder huset nu, er middlertidig. Ærgeligt at gravkoen ikke stod der, da vi boede der, det ville børnene have elsket!

Det er åbenbart et rent held, at vi ikke styrtede ned med karnappen. Den blev bare holdt sammen af pudsen.

Gravkoen skovler en bunke jord op fra gruben, som arkæologen så kigger igennem. Han er nu ved laget fra bygrundlæggelsen ca 1230-60.

Muren er fra 1230´erne. Det første Spendhaus 5-hus. Det ligger under en 1/2 meters "civilisations-lag" læs skidt.

Mens jeg tog billederne fandt arkæologen et potteskår fra ca 1260´erne. Ret tyndt og helt glat i overfladen med en rød zigzag-linie på. Han kaldte det Schwäbische Feinware.

onsdag den 19. maj 2010

dikke, dikke

Marius havde inviteret Mette og mig til at holde/lege/kilde/borte-tit-titte/osv ham.
Tænk at solen netop skinnede, da Nina havde kaffen parat! Så vi kunne få den længe planlagte have-kaffeslaberads. Det var skønt!

Det blev ikke kun ved "dikke, dikke, pludre, pludre".....Vi fik også snakket voksent med hinanden, vi tre danskere.

tirsdag den 18. maj 2010

Kreidefelsen auf Rügen

Wenni har skrevet en kommentar til Ylvas fars-dags-billede af vores familie:

Ylvas billede ligner nu Caspar David Friedrichs billede "Kreidefelsen auf Rügen" mest - men hun kendte ikke billedet i forvejen! Hun fik det først forklaret bagefter, og var ret overrasket, tror jeg.
På billedet ser man 3 personer, en pige og to mænd: maleren selv og hans bedste ven. Begge er forelsket i pigen til venstre– derfor er hele situationen indrammet af en romantiskt hjerteformet krans af træer paa den ene side. Men på den anden side findes der en dødsens farlig afgrund med hvide smukke (men også spidse!) klinter. Dette står symbolskt for de to skæbnesvangre muligheder som altid er der, når man er „død-forelsket“: en lang , lykkelig sejlads paa livets smukke dybblå hav, til livets ende (bemærk de to små sejlbåde, sammen på vej til horisonten), eller en ensom sejlads helt alene - og stadigvæk truet af farlige klinters nedstyrtende klipper (bemærk den lille båd nummer tre, som bliver tilbage nederst, der hvor klinterne er skrøbeligest)!

Det skal altså nok gå galt for en af de 2 mænd: Den ene ligger, eller rettere, kravler i retningen af afgrunden - hans hat er i hvert fald allerede rullende paa vej derned
og damen råber „pas på!“

Det er ikke kunstneren som kravler der: nej, han staar til gengæld (med den i Napoleons besætningstid forbudte- men ganske moderne - gammeltyske hat på hovedet), virker meget selvsikker og nogenlunde fræk, sådan stående på denne tynde grene af en helt ung busk (hans nyfundne kærlighed) direkt over afgrunden! Den unge dame har en lignende ung busk foran sig, men - dumt nok - holder hun sig aligevel fast paa en rigtig tør gammel gren med sin venstre hånd (konventionen!): når hun nu tror paa dens holdbarhed og bevæger sig mere i retningen af manden med den traditionelle cylinderhat er hun vel også fortabt!

Trærne i øvrigt: CDFs og hans kærestes træer former sammen det førnævnte hjerte, som ekskluderer den anden mand - ingen træ
hos ham! Begge træer er stærke og unge. Hans træ er dominerende, med en „træhånd “ gribende diagonalt i hendes retning. Hendes træ virker yngre, smukkere og smidigere!

Og se nu igen paa Ylvas „familietræ“- billede!!
Virker det ikke som om hun er en åndelig tvilling af CDF ??!!

mandag den 17. maj 2010

mudret ind

Vi tog chancen og tog i skoven selvom himlen havde tunge regnskyer. Vi trængte bare så meget til at komme ud i det lysegrønne løv.

Lea fra skovbørnehaven/kor var med.

De lavede små kurve af blade og samlede klenodier, som derefter blev arrangeret smukt. Her er Ákis anordning......

...her er pigernes.

Efter en laaaang vandretur op til Alte Burg endte vi ved grillpladsen, som vi fandt for nylig og grillede pølser, kødstykker, bagte kartofler og snobrød i store mængder. Det regnede tre gange, men vi var enige om, at det egentligt er behageligere at vandre, når solen ikke skinner en i øjnene og får en til at svede.
Vi måtte dog klæde os af nede ved vaskemaskinen og gå direkte under bruseren da vi kom hjem. Vi blev godt mudret ind.