Ellinor

 Ylva fik fornylig en Mozartklaversonate for. Fru Martin, hendes lærer bad hende om at købe noderne. Lige inden hun smuttede ned til musikforretningen tjekkede hun lige vores nodereol efter motoet: Der står jo så meget, og man kan jo altid være heldig.
Og se så lige hvad vi havde: Mozarts samlede klaversonater i læderindbind med Ellinor Ribers signatur i blæk forrest!!!!

 Det er jo intet mindre end en skat!
Nu kan jeg jo godt svagt mindes, at bedstefar tak mig den engang, da Ylva begyndte at spille - vel med det spinkle håb, at de engang kunne bruges til andet end at samle støv.

Historiens vingesus.

tredje verden

 Mette og jeg var på Fairtrade-messe i Stuttgart. Jeg for at møde en forretningsforbindelse og finde noget fint til min netshop - mere om den senere. Mette, fordi hun er sådan en sød veninde.

Men sesåher hvad vi stødte på: hjemmenørglede bolde fra de varme lande. Dem kunne jeg altså ikke stå for.

 Jeg spurgte skam om tilladelse til at fotografere.

 Er de ikke bare skægge og opfindsomme?

Disse her af græs eller bast er fra Sydamerika. De får skønhedsprisen.
Jeg fortalte jo straks Wenni i begejstrede vendinger om min nyopdagelse.
Han svarede bare tørt, at han da også havde lavet sine egne bolde som dreng. Dem med papir indeni og billigt tape udenpå var de bedste til at hoppe.
Ja, ja Tyskland i 50erne var vel den tids tredje verden.

gode motiver

 Som sagt igår: der bygges flittigt.

 Det giver en del gode motiver.

Her saver husherren vinstuens gamle gulv og det nedrevne lokum til brænde.

uforglemmelig

 Det bliver ikke til så meget med at blogge for tiden. Det er svært at finde tiden til det. Vi bygger om og selvom jeg (heldigvis) ikke har så meget praktisk at gøre, er der masser at organisere og rengøre. Og så er der jo min lille bizznizz som kræver en del opmærksomhed.
I går fik vi taget en af vores skønne vandreture igen. Bøgen er netop sprunget ud og anemoner dækker skovbunden. En uforglemmelig dag.

 Vi vandrede fra vores husdør over Achalm til Enningen og op på Albrand igennem "Teufelsküche", en langlang slugt som vi selvfølgelig valgte pga navnet.

 På vejen tog Áki lige et par billeder af disse skønne væsner.

 Tænk engang, de hvæsede af Kvik!

Her ses Lias med Achalm og Enningen i ryggen. Det var føn, puh det var hårdt at gå i det vejr! Heldigvis fandt vi en cafe i Enningen, som serverede formiddagskaffe.
Oppe på Alb var klimaet køligere og mere behageligt. Efter en lang middagspause ved et udsigtspunkt med en gigantisk udsigt ud over Albrand, Reutlingen, Achalm og helt til Stuttgart, gik vi videre. Målet var at gå langs med Alb og kigge ned på landskabet hele vejen rundt. Først Enningen, så Metzingen og til sidst Bad Urach med borgruinerne Teck, Hohenneuffen og Hohen Urach på rad. Vildt flot!
Og tænk engang, sidst på eftermiddagen mødte vi nogle bekendte fra Reutlingen, som også var ude at gå. Og de spurgte til vores begejstring om hvor vi havde parkeret bilen og blev noget så imponerede over vores dagsmarch. Ha!
Om aftenen hentede Wenni os og vi fik et hyggeligt måltid på det lokale vandrehjem i Enninger Weide.