tirsdag den 19. oktober 2010

god for en overraskelse

Vi var hos Fru Sommer i hendes have på Achalm for at plukke æbler. Áki havde ikke specielt meget lyst efter en lang skoledag, det regnede og vi var til fods. Men Fru Sommer er tit god for en overraskelse, for se her, hvad hun havde i køkkenet! Hun fandt den for 5 uger siden, forladt af sin mor. På en kost af kattemad blandet med oksehak og rå æg har den nu nået en vægt på 500g. Det hjalp gevaldigt på drengens humør. Kjeld havde heldigvis sin nymodens mobiltelefon med, så I, kære bloglæsere, kan se vidunderet.

mandag den 18. oktober 2010

stilet

Kári prøver forskellige outfits af for tiden.
Det her synes jeg nu er ret stilet.

søndag den 17. oktober 2010

brevbefordring

Lias har bygget et brevbefordringsaparat, som skal lette kommunikationen mellem de to børneværelser. Specielt på weekendmorgener er der et behov for ikke at skulle bevæge sig ud ad sengen, men alligevel være i kontakt.

Der er spændt en meget lang sisaltråd fra Ylvas seng, over broen, ned igennem Ákis dør og hen til hans fodende. På den hænger en lille raket, som kan åbnes og fyldes med post.

Systemet fungerer perfekt i begge retninger.

Det er også praktisk, at man nu altid kan høre, hvornår Wenni forlader sit atelier, for han bander og svovler, hver gang han er ved at snuble over indretningen, som jo ligger lige foran hans dør.