slet ikke tid

Jos-Weiss-Schule har en bod med stiklinger på torvet en gang om året. Det er børnene fra 3. klasse, der står for den. Áki havde den vigtige post at transportere de sarte planter fra skolen til markedspladsen.
Mor:"Kan du ikke lige blive stående, så jeg kan tage et billede af dig til bloggen?"
Áki:"Nej mor, det går altså slet ikke , der er slet ikke tid, de venter på mig på torvet, for de har ikke mere til at sælge."
Heldigvis var der tid til at skråle "Heeeej moaaar", hver gang han passerede vævestuen.

arbejdet os op

Vi nåede osse at vise vores spanske gæst, Carla, Achalm. Da vi havde arbejdet os op på toppen og fået os en forfriskning, blev spillekortene hevet frem.


Wenni så en "Schwalbenschwanz".

Tårnet på Achalm.

Noget af ruinen. Vi forklarede Carla, at os fra Reutlingen egentlig var glade for at borgen nu ligger hen som ruin, da de forskellige grever af Achalm altid har været efter Freistadt Reutlingen, som de ikke kunne indkræve skatter hos. Det er blevet til tre belejringer i tidens løb. Men til sidst vandt vi jo, som man kan se.


Den fantastiske klatre-ask, den skal børnene altid op på.

booo!

Wenni er ekstra populær for tiden, for han læser historie for os efter aftensmaden. Det er en fantastisk god dansk bog: Det blå lys. Sidste år, da Kári boede i Danmark, læste Wenni mange bøger for os. Det gik i sig selv, da Kári flyttede hjem, han er for irriterende at have som lytter, fordi han hele tiden skal kommentere faderens helt perfekte udtale. Men nu er han på det nærmeste aldrig mere hjemme: venner, kæreste, bands tager al hans tid. Så vi råhygger igen....booo!

på vandet

Vi var inviteret til Wennis kunstlærer-kollegas 60års fødselsdag. Det skulle foregå i Tübingen på Neckar i Stocherkahn. Desværre var Wenni syg, så familien sluttede samlet op, og repræsenterede ham, som det sig hør og bør.

Her ses i baggrunden Hölderlinturm.

Fødselaren, Wolfgang, er herren med hat og laksefarvet skjorte.

Mine børn nød det på vandet. Vi var osse udsædvanlig heldige med vejret.

Vores Stocherkahn-fører....

...de unge mennesker...

...man kan se Ylva og Káris skole fra Neckar...

På hjemvejen kørte vi forbi skolen, for at Ylva kunne se den udenfra. Der var lukket, fordi det var 1ste maj.