lørdag den 16. januar 2010

smagsprøve

Nu er der snart messe igen.
Jeg har fået trykt og syet sengetøj og har lavet passende sovedyr til. Her er lige en smagsprøve.

fredag den 15. januar 2010

kravlebevægelser

Marius besøgte mig igår.
Hans søster og mor kom og afleverede ham. Søsteren tog derefter hen på boulebanen bag bymuren sammen med Lias og Jesko og byggede en uendelig række af sneborge i tøsneen. Moderen gik ibyen.
Nu var det tid til at hygge. Og hvad laver man så gerne, når man er fire måneder gammel? Gymnastik! Mavemuskeltræning, benmuskeltræning, ligge på maven og lave kravlebevægelser med knæene. Sikke en ihærdighed! Her skal der ikke bruges en barnepige men en fysioterapeut. Efter en times træning kom mor, men da var han også træt. Fint besøg, det eneste uheld vi havde, var, at han tissede i sofaen. Men så længe det ikke er rødvin, så hvad!

torsdag den 14. januar 2010

bytte lidt

Wenni og jeg skulle til komsammen med koret fra Leo onsdag aften. Derfor bad jeg b-mennesket Áki om at putte Ylva, som er et udpræget a-menneske. Jeg tænkte, at det sikkert er sundt at bytte lidt om på rollerne, så Áki kunne få lov til at være den store, omsorgsfulde og Ylva den lille. Det syntes de vist også var skægt.
Vi var til hygge i Gartentor. Oppe i den gamle tårnvagts stuer har den lokale karnevalsforening deres rum. Der er en lille beværtning, som foreningen fører, for at tjene lidt. Det var et fint sted. Ærgeligt, at det var mørkt, der må være en fantastisk udsigt derfra.
Her til morgen spurgte jeg så Ylva, hvordan putningen havde været. "Jo, den var fin og efter alle kunstens regler.....men han havde snakket lige vel meget", mente hun.
Alt andet er vel også naturstridigt.

tirsdag den 12. januar 2010

is

Det sner og sner og sner.
Billedet her er taget ud af vinduet i puderummet. Vores genboer har en misundelsesværdig rigdom af istapper.

søndag den 10. januar 2010

kælke

"Må Áki gå med op i Pomo og kælke?"

"Ja, hvis han har lyst."

Det tog ikke lang tid, at få tøjet på.