vores gamle hus

Da Oma var på besøg for nylig, var vi henne og kigge på vores gamle hus. Det er blevet så smukt restaureret.

temperaturer

Bare så I ikke går rundt og tror, vi stadigvæk har sommertemperaturer. Billedet her tog Wenni onsdag eftermiddag.

vin

Det her er jeg mægtig spændt på: Et ungt par der vil genopfriske en gammel tradition fra vores gade "Besenwirtschaft". De vil sælge ung vin i et gammel lokale for enden af vores vej.
Prøv at se på huset på venstre side af det venstre foto, kender I det? Vi har også haft vinudsalg indtil midten af 70´erne, Jürgen bor i vinstuen nu. Søstrene, som vi købte huset af, stønner stadig, når de fortæller om de uendelige ture ned i kælderen for at hente vin op til gæsterne.

sød

Det er på højeste tid at blogge om noget af det bedste ved at bo i Reutlingen om sommeren.
Vi har ikke nogen badestrand og ingen midsommersol. Men vi har et hav af italienske iscafeer, hvor man til en billig penge kan få de lækreste isanretninger serveret af ægte italienere med hjemve.

Ser det ikke godt ud?

Efter isen skal der lige nusses en runde. Man bliver sød af is!

schwäbische feinware

Her er de lovede billeder af vores gamle hus. Der hvor garagen lå, har arkæologer gravet en gang. Man kan se een af dem stå dernede på fotoet. Hele trækonstuktionen, som holder huset nu, er middlertidig. Ærgeligt at gravkoen ikke stod der, da vi boede der, det ville børnene have elsket!

Det er åbenbart et rent held, at vi ikke styrtede ned med karnappen. Den blev bare holdt sammen af pudsen.

Gravkoen skovler en bunke jord op fra gruben, som arkæologen så kigger igennem. Han er nu ved laget fra bygrundlæggelsen ca 1230-60.

Muren er fra 1230´erne. Det første Spendhaus 5-hus. Det ligger under en 1/2 meters "civilisations-lag" læs skidt.

Mens jeg tog billederne fandt arkæologen et potteskår fra ca 1260´erne. Ret tyndt og helt glat i overfladen med en rød zigzag-linie på. Han kaldte det Schwäbische Feinware.

gamle hus

Den lokale sprøjte skriver om vores gamle hus her. Fotoet er taget fra indkørslen. Man kan skimte bunden af karnappen i stuen og Yngvis vinduer. Når solen engang får magten igen, skal jeg nok gå forbi med kameraet.

afsked

Så blev Leo lukket. For bygningen var ved at falde sammen om ørene på os. Det foregik med en følelsesladt afskedsgudstjeneste, hvor Lias og Wenni selvfølgelig var med. I aftes blev vores nye "Gemeindezentrum", Mattheus Alber Haus, indviet.

konfirmationspraktik

Ylva går til konfirmationsforberedelse i Leo. Det foregår NOGET anderledes end i min tid i den danske provins. Selvom kirkerne i princippet er skåret efter samme læst - en normal gudstjeneste i Marienkirche er næsten identisk med en fra Silkeborg kirke (hvor jeg blev konfirmeret). Men jeg oplever at kirken hos os tager deres formidlingsarbejde mere alvorligt.
Samt at de virkelig prøver at dække menighedens behov for at gå til gudstjeneste - så der bliver tilbudt mange forskellige former for gudstjenester, så der er en måde at kommunikere/være sammen med andre troende, der passer der til enhver. Ud over standardgudstjenesten, som vi alle kender fra Silkeborg kirke, er der Thomasmesse, Kantatengottesdienst, familiegudstjeneste, Taize, Hiphop, jeg har sikkert glemt noget.
Men nu tilbage til formidlingen. Når man skal konfirmeres, skal man have en deltage i menighedsarbejdet. Igår aftes præsenterede alle konfirmanderne deres erfaringer for forældre og hinanden.
Vel en omkring 100 mennesker var forsamlede i Leo, de unge mennesker fortalte hvad de havde lavet med powerpoint, sketches, quizzer osv. Nu har jeg et helt andet indtryk af hvad menigheden egentlig laver af arbejde.
Nogen var i børnehaven (det var et par seje fyre, og man kunne bare se på dem, hvor sjovt de havde haft det i børnehavens puderum med en horde beundrende snothvalpe, sødt!), nogen hjalp en forretning, som sælger datoafløben mad fra supermarkeder til symbolske priser til fattige, og nogen i en anden forretning , som sælger fairtrade fra den 3. verden, nogen fordelte kirkebreve. Ylva hjalp med at tænde en million stearinlys til taizegudstjenesten, og puste dem ud igen bagefter.
Ylva klarede sin optræden perfekt. Men hun er jo også vandt til at stå deroppe og tale i mikrofon.
Efter præsentationen var der buffet. Det var faktisk ret hyggeligt. Og en smart måde at komme i kontakt og informere en masse mennesker, som ellers aldrig sætter deres ben i kirken, på en gang.
Hvorfor kan min kirke derhjemme i Danmark ikke det? Jeg tror ikke, de er ligeglade med folk. Men det virker sådan.

bytte lidt

Wenni og jeg skulle til komsammen med koret fra Leo onsdag aften. Derfor bad jeg b-mennesket Áki om at putte Ylva, som er et udpræget a-menneske. Jeg tænkte, at det sikkert er sundt at bytte lidt om på rollerne, så Áki kunne få lov til at være den store, omsorgsfulde og Ylva den lille. Det syntes de vist også var skægt.
Vi var til hygge i Gartentor. Oppe i den gamle tårnvagts stuer har den lokale karnevalsforening deres rum. Der er en lille beværtning, som foreningen fører, for at tjene lidt. Det var et fint sted. Ærgeligt, at det var mørkt, der må være en fantastisk udsigt derfra.
Her til morgen spurgte jeg så Ylva, hvordan putningen havde været. "Jo, den var fin og efter alle kunstens regler.....men han havde snakket lige vel meget", mente hun.
Alt andet er vel også naturstridigt.

så sker der endelig noget...

...vores gamle hus i Spendhausstrasse har stået tomt nu i længere tid. God grund til bekymring, for en af byens tricks til at skille sig af med gamle bygninger, er at lade dem forfalde til de bliver farlige for forbipasserende, og så SKAL de jo rives ned. Der spiller 500år på bagen ingen rolle mere. Men nu ser vi med glæde at huset har fået plastrer på. De dækker enderne af nogle kolosale bjælker, som er trukket igennem lofterne på alle etager.
Alle de gamle træer er blevet fældet, det ser noget bart og sælsomt ud.

Det bliver spændende at se, hvordan huset kommer til at blive.
Kári og jeg har taget billederne her til formiddag, vi ville i biblioteket. Underligt, der var lukket! Efter at have stået og rusket i dørene faldt det os ind, at det er "Tag der Deutschen Einheit". Surt show!, som Kári siger.

selv Konrad fra nummer 17

Første torsdag efter Hellig tre konger er det Mutschel-dag, det er en tradition i Reutlingen. I år var det vores tur til at invitere naboerne. Vi havde købt en "Mutschel" hos Bäcker Berger. Forhøjningen midt på brødet skal forestille Achalm. Kringlerne er schwäbische Brezel.


Man spiller terninger, vinderen må brække en af tapperne af. Der er vin, sodavand, smør, marmelade og pålæg til. Det er faktisk en ret hyggelig tradition, vi får altid grinet en masse og alle kan være med, selv Konrad fra nummer 17, som bare er 3 år.

osse nogle kvinder

Når man bor i bykernen af Reutlingen, er man udsat for mange underlige ting og hændelser. F.eks. "Stadtlauf". Hver juli, når det er varmest, bliver der arrangeret et kondiløb igennem byen. Så er hele den indre by spærret og en masse muskuløse, svendende mænd tramper igennem gaderne og prøver at komme først.
Børnene synes, det er sjovt at sidde og kigge på.......osse nogle kvinder.

schwäbisch græker

Idag kom Manuela, den schweiziske pige, som Ylva besøgte i Aarau for nogen tid siden. Hun er mægtig frisk og nem at være sammen med. Ylva og hende har det fint sammen, de pjatter og snakker en del. Hun skal være hos os til på fredag, imorgen er der ekskursion til Mercedesmuseet i Stuttgart med skolen.






Efter en lang jagt på en restaurant, som serverer schwäbisch mad, endte vi hos denne græker, som i det mindste har de rette traditionelle omgivelser.



Bemærk fjernsynet i vinduet....idag er der fodbold.

spadseretur

Vi skulle lige ha lidt luft.......

Reutlingen Hbf

På banegården her i byen kan man mellem gulv og kakkelvægge se disse kunstværker. De er ca 40 cm høje.Er de ikke smukke?

Achalm

Flot udsigt de har fra musikskolen, ikk oss?
Tror I Ylva og Áki får spillet noget, eller sidder de bare og kigger ud af vinduet?