Ikke grine

I Reutlingen er der hver december et stort julemarked i den indre by, hvor bl.a. foreninger har små boder, hvor de sælger gløgg, vafler og ting&sager for at tjene penge til foreningskassen og for at få publicity. Vores skole har selvfølgelig osse en sådan bod, hvor de store fra 4. klasse får lov til at sælge. Hvert år bliver vi forældre plaget med en klippe/klistre aften. Hvor man er en rigtig lyseslukker, hvis man ikke tropper op. Man får punsch ( uden alkohol ) og en lille snak med de andre plagede forældre.

Heldigvis var Kati ( den grønne kvinde ) der, hun er med på at fnise og fortælle sjofle vittigheder. Så det var faktisk ret hyggeligt. Nu har Tante Ingegerd lært halvdelen af Reutlingen at flette julehjerter. Det syntes de var ret kompliceret. Jeg bildte dem ind at det kunne alle danskere i søvne.

Damen i den stribede trøje er fru Albrecht, altid smilende, altid tålmodig. Herren i den ternede skjorte er Herr Larsson. Ákis flammes far. ÅÅÅÅÅh, Zoe!!! Suk, støn!
Passende med hjertet over ham, meget sigende.
Jeg spurgte ham (vi er jo næsten i familie, ikke sandt?) om han havde svenske forfædre. Det har han , for han stammer fra Mecklenburg-Vorpommern , som åbenbart en gang var svensk.


Men vi fik da lavet nogle fine hjerter. Og mit koncept med en lille pose, nogle fikse grangrene og et langt stofbånd til at binde dem fast i, synes jeg er blevet fint.