torsdag den 4. marts 2010

forberedelse III

Dette foto er netop truffet ind fra Beder.
Til en konfirmation hører en kransekage.
Etiketter:

3 kommentarer:

mette sagde ...

mmmmmmmm.
jeg glæder mig!
(hvordan mon så meget kransekage transporteres
sikkert?)

4. marts 2010 kl. 21.03
Gunvor sagde ...

Oh yes!

4. marts 2010 kl. 21.39
margrethe sagde ...

Jah, det ser sandelig lækkert ud og os kommende trætte rejsende kan når rejsens strabadser rammer os, lade mundvandet løbe i tankerne og således forsøde de mange kilometer.
Men jeg interesserer mig jo for maden og dens kulturhistorie. SÅ kransekagen er jo en skandinavisk ting, men først da man begyndte at bage den ,havde den ikke denne koniske form, men var formet som en bikube. Senere fandt man på at sætte spidsen på. Men man mener at opfindelsen af marcipanen kommer enten fra Italien eller Tyskland. MAn finder navn for marcipan allerede i en ordbog fra 1521 og det kaldes panis( her gælder det om at have styr på vokalerne-kvinder!!!) Marcius.
Lidt mere om marcipan-hvis man er interesseret.


I Italien berettes det, at en veneziansk bagerdatter engang i middelalderen skulle hjælpe sin far med at komme et mindre parti skoldede og hakkede mandler i en stor kagedej. Pigen var imidlertid forelsket og gik i sine egne romantiske tanker, og derfor brugte hun alt for mange mandler til en alt for lille portion dej. Hendes far blev rasende, da han opdagede fejltagelsen og skældte voldsomt ud over dette frådseri, men mens han skændte og gestikulerede puttede han et stykke af den famøse dej i munden - og så blev han eftertænksom. Han havde simpelthen aldrig smagt noget så lækkert. Den rå dej blev skåret i småstykker og solgt med stor succes, og siden den tid levede bageren som en holden mand bare ved at sælge marcipanbrød. Han kaldte dem Marcusbrød efter byens skytshelgen Sct. Marcus, og det blev på latin til marcipani.

I Tyskland mener man derimod, at en tysk kok har æren for at fremstille den første marcipan. Han var i det 17. århundrede ansat hos en rigmand, der til en særlig fornem festdag bad kokken om at fremstille en lækker dessert. Kokken var en opfindsom herre, og han satte køkkenets kokkedrenge til at skolde og hakke mandler i massevis, hvorefter mesteren selv tilsatte en smule sukker, så han fik en slags dej ud af det. Den blev skåret i fine småstykker, der gjorde stor lykke ved festen, og derefter opkaldte kokken dejen efter sig selv. Han hed Franz Marcip og på sine gamle dage vendte han hjem til sin fødeby Lübeck og startede en marcipanfabrik.

I en bekendtgørelse fra byen Leipzig - året 1701, hedder det, at enhver skal kunne vælge mellem at give enten marcipan eller kage i dåbsgave, og selv mellem de helt velhavende folk, som blev udpeget som gudfader eller -moder, måtte en marcipan-gave ikke koste over 2 rigsdaler og ingen kagegave koste over 1 rigsdaler. I håndværkskredse og hos den lavere befolkning blev det simpelthen forbudt at købe marcipan, da det var alt for kostbart for dem. I Knigge i det 18. århunderede blev unge mænd, som klædte sig feminint, kaldt ”marcipanere”.
De fleste opskrifter stammer sikkert fra denne tid, hvor man ustandselig søgte efter variationsmuligheder til denne dejlige ”konditorivare”.

Så god rejse til bagerne fra Beder og pas nu på den.

5. marts 2010 kl. 09.47

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)