efterårsfarver.....

.....i Agri.....

....og i mine blomsterkurve.

Det var de sidste efterårsferiefotos.

den sødeste hund i verden

Den sødeste hund i verden hedder Lukas.
Siden Áki lærte ham at kende for adskillige år siden, har han drømt om sin egen hund.

Áki kunne ikke tro sit held, da det viste sig, at Lukas var i Skoven 7 samtidig med ham.



Lukas med sin far og mor, de heldige asner.

Kærlighedsbetingelser

Puh-ha, det er en sej omgang, sådan en gang svinepest!
Ylva og jeg har ligget lodret i næsten en uge nu, men det begynder at lysne.
Jeg kan høre Ylva sysle med julekager ude i køkkenet, energien er ved at komme tilbage, og der har været masser af tid til at planlægge og prioritere gøremål. I morges, da vi vågnede var der ingen tvivl: Julen starter NU.

Sådan er kærlighedsbetingelserne i disse dage. Men kys med maske, er bedre end slet ingen. Vi ligner da egentlig næsten to julemænd, ikke?

familiealbum II

Store- og lille-bror.

ridetur

Mormor og Kjeld havde inviteret børnene på en ridetur på Helgenæs. Her ses selskabet sammen med hestemanden.

Først skulle de islandske heste hentes på marken, så måtte rytterne strigle og lægge seletøj på, derefter fik de disse flotte hjelme.

Imponerende, ikke?
Ákis hest hed Teitur. Den var sød.

Så er der afgang til en smuk regnvejrstur.....

....i det dejlige landskab øst for Ellemandsbjerget.

familealbum

Her et par billeder af samværet med familien fra Dorchester.

Vi tog dem op til "kulen", også kaldet "Ákis hul".

Vi havde slik med.

Gunvor og Ella, 13 .....

Esther 7 år.

Evie på 15.

Far og datter.


Gunvor og jeg gik kysten rundt.

Om aftenen hyggede vi med mor og Kjeld. Kevin og Wenni jammede.

Der blev spillet kort. Áki lærte at spille 31.

Rødvin og snak.

tryllefløjten....

...i en børneversion var årets opera fra kirkekoret. Ylva var en værdig og gravalvorlig Sarastro, Áki en vagtmand, som taler godt for både for Papageno og Pamina, da de vil begå selvmord.

Musikken er uddrag af Tryllefløjten, dvs. at børnene nu er helt fortrolige med operaen. Gæt engang hvad vi nu høre uafbrudt herhjemme!

Wenni har denne gang ikke kun lavet kulisser/rekvisitter, men også hjulpet med regi, og det kunne bestemt mærkes. Der blev spillet skuespil, så det var en lyst. Man kunne endda høre, hvad skuespillerne sagde.
Se en flot slange, han har bygget!

Her ses Jasmin, Michi, Wenni, som er de voksne bag værket.
Sidste opførelse er i Betzingen den 15.11, hvis der er nogen, der skulle være interesserede.

varmt bad

Nökkvi, Ylvas elskede bæver, faldt ud af bilen, da vi ankom til sommerhuset, og måtte lide 1 1/2 døgn på den regnvåde jord, før vi fandt ham igen. Så skulle han selvfølgelig ha et varmt bad, sammen med sin ven ulveungen af mor og far. De undrede sig over, hvor meget vand dyrene dog kunne suge. Det endte med en konkurrence ved køkkenvægten, om hvem der var tungest.
Skøre unger!

gaven

Fars fødselsdagsgave var et billede til det nye sommerhus. Wenni brugte hver en ledig stund til at gøre det endnu bedre.

70 år

Far blev 70 og der kom 130 gæster til brunch.
Ane holdt den første tale.

Den var rigtig god.

Her nogle billeder af familien, som lytter.

Det var specielt dejligt at se Jakob igen.


Lars, og andre gamle bofæller, holdt også taler. Det var specielt morsomt at høre deres opfattelse af fars rolle for konceptet og realiseringen af Sol og Vind. Lars kaldte ham et fyrtårn i oprørt hav.

Ingrid og Henrik.

Mette og Troels.

Christian holdt en flot tale.
Wenni, børnene og jeg sang "Viel Glück und viel Segen" i kanon.

Signe, Susanne, Finn,Ulrik.


Flittigt køkkenpersonale i det nyrenoverede køkken, som alle sologvindere er så stolte af.

Fødselaren havde regnet ud, at hvis han skulle tale 5 minutter med alle gæsterne, ville han være færdig klokken 24.

Der var lavet en fotovæg.....

....som blev studeret grundigt.

Far havde lejet en hoppeborg.....

...og sørget for gamle Disneyfilm. Så der var virkelig ingen chance for at kede sig.
Jeg syntes, det var en mægtig dejlig dag.

kusinerne

Mor:" Hvordan var det at møde kusinerne igen, her efter et helt år?"

Ylva:" De første tre minutter var det lidt underligt, men så spurgte Evie, om vi havde nogle spillekort...."