Jeg står ved kødgryderne, søndagsmiddagen er næsten parat.
Ylva kommer og lægger armene om mig bagfra: "Åh mor, jeg tror næsten, jeg elsker dig allermest, når du laver mad!"
Det kan jeg godt forstå, kan tydeligt huske, hvordan det var at være i voksealderen.
søndag den 7. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Stak ham fadet i mandags med kalkunsnitzler, og et sorgfuldt ansigtsudtryk bredte sig! Selom han intet sagde og prøvede at skjule det. Jeg var klar over det med det samme, de skulle have været panerede!
Han og jeg fik snakket om det, men mor plejer jo......
Så du er bare en dejlig mor, og så er det så skønt med vaner og rutiner.
Send en kommentar