fredag den 29. oktober 2010

julekaktus

Efter en lang sommer nede i indkørslen blomstrer mine julekaktusser for fuld kraft. Jeg er bedst til planter, der elsker at blive negligeret.

onsdag den 27. oktober 2010

pive-ko

Idag er det Kviks etårs fødselsdag. Hvordan fejrer vi denne vigtige dag, vil I jo sikkert vide.
Flag på bordet og kødben til aftensmaden, det er klart. Men Kviks dreng syntes, at det er for lidt, så han købte igår af egne lommepenge en pive-ko, som blev overrakt som det første i morges.
Så gik drengen i skole og efterlod mig en lille hund, som, ligegyldigt hvad jeg har lavet, i fast takt har lagt gummidyret foran mine fødder og pevet indtil den blev kylet langt væk til indfangning. Som på billedet her. Uimodståeligt og drønirriterende.
Hver gang han bider i dyret piver den HØJT. Far troede, da vi i morges skypede, at vi havde fået kanariefugl.
Nu kommer Áki heldigvis snart hjem....klokken er 15.15.
Hvordan kunne drengen vide, at Kvik ville eeeeelske denne plastikdims?

tirsdag den 26. oktober 2010

bedsteforældreinvasion

Vi har haft bedsteforældreinvasion.......

.....Kvik var inviteret for at sænke gennemsnitsalderen lidt.

De ser glade ud, men det er der ikke noget at sige til, for dagen før var mor på julesmåkage-bagekursus hos Konditorei Sommer nede på gågaden. Hun spenderede lækkerierne til kaffen. Samtidig var Kjeld, Áki og jeg hos Fru Sommer (ja, igen Sommer, det er hendes nevø, der fører konditoriet) og plukke blommer, så der var såmænd også lækker blommekage.

.......Guf!

mandag den 25. oktober 2010

kolde årstid

Den kolde årstid er startet........

......både dreng og hund elsker brændeovnen.

tirsdag den 19. oktober 2010

god for en overraskelse

Vi var hos Fru Sommer i hendes have på Achalm for at plukke æbler. Áki havde ikke specielt meget lyst efter en lang skoledag, det regnede og vi var til fods. Men Fru Sommer er tit god for en overraskelse, for se her, hvad hun havde i køkkenet! Hun fandt den for 5 uger siden, forladt af sin mor. På en kost af kattemad blandet med oksehak og rå æg har den nu nået en vægt på 500g. Det hjalp gevaldigt på drengens humør. Kjeld havde heldigvis sin nymodens mobiltelefon med, så I, kære bloglæsere, kan se vidunderet.

mandag den 18. oktober 2010

stilet

Kári prøver forskellige outfits af for tiden.
Det her synes jeg nu er ret stilet.

søndag den 17. oktober 2010

brevbefordring

Lias har bygget et brevbefordringsaparat, som skal lette kommunikationen mellem de to børneværelser. Specielt på weekendmorgener er der et behov for ikke at skulle bevæge sig ud ad sengen, men alligevel være i kontakt.

Der er spændt en meget lang sisaltråd fra Ylvas seng, over broen, ned igennem Ákis dør og hen til hans fodende. På den hænger en lille raket, som kan åbnes og fyldes med post.

Systemet fungerer perfekt i begge retninger.

Det er også praktisk, at man nu altid kan høre, hvornår Wenni forlader sit atelier, for han bander og svovler, hver gang han er ved at snuble over indretningen, som jo ligger lige foran hans dør.

lørdag den 16. oktober 2010

Stuttgart

Tænk engang, Nina havde kun været i Stuttgart EEN gang før! Det svarer vel til folk i gamle dage fra Vesterbro, som aldrig havde været på Rådhuspladsen.
Nå...nu har hun fået set både Korbmayer , som er den fineste baby og børne-tilbehørsforretning i Stuttgart......

Derfor fører de mine ting (ha, ha!).....

......samt Koenigx, som var den hotteste café, dengang jeg boede dér. Den er stadig halvfemser chick, egentlig allerede retro.

Og ja, man kan sige Brezel: "Breee".

fredag den 15. oktober 2010

bedre menneske

Se hvad man kan få i Avocadostore Det er da lige godt utroligt, hvad folk kan finde på at bruge deres penge til, for at føle sig som bedre mennesker.......og det er godt fundet på/flot lavet af Oxfam.
Man kan også få pænt sengetøj i samme forretning.

torsdag den 14. oktober 2010

hvad laver han?

Ylva spurgte mig forleden: "Ser du egentlig nogensinde Kári? Jeg ser ham jo om morgenen i toget og så nogengange i skolen."
Nææææ, det er sjældent, må jeg nok indrømme.
Han kommer afogtil hjem og varmer madrester. Så sørger jeg for at udstyre ham med nogle STORE madpakker inden han forsvinder igen.
Hvad laver han, vil I nok gerne vide. Ja, se, det ville jeg jo såmænd også gerne. Men så meget kan jeg berette, at udover skolen er der en masse venner, som ringer og vil lave aftaler (forleden var han pludselig afsted til Beuren Termalbad).....
Så er der nu hele TO bands, hvoraf det ene Hustle´n´bustle har en del jobs.
Skolen tager en del tid. Kári har slet ikke musik mere. Da han så, hvem der skulle være hans musiklærer de næste to år, blev han bleg og skyndte sig at skifte kursus. Nu skal han så være student med etik som hovedfag.

onsdag den 13. oktober 2010

Lektiehygge

Mig:" Så, nu er det lektietid, Áki."
Áki: "Mukke, mukke!"
Ylva:" Du kan da bare komme op og lave dem hos mig, så hører vi vores orgel/trækbasunplade imens."
Áki:"Jaaaaa!"

Og det er så hvad de hører:

fredag den 8. oktober 2010

årets danske høst

En kurv æbler......

....og en buket salvie fra sommerhuset. Det er bare så hyggeligt at ha, nu, hvor der er så længe til vi skal derop igen.

torsdag den 7. oktober 2010

Glemser Stausee

Søndagstur ved Stausee i Glems. Søen er dæmmet op, og der er et "Pumpspeicherwerk", som er forbundet med et kæmpe vandbækken på Alb, og som producerer strøm.

Vi har den smukkeste gyldne oktober i år.






onsdag den 6. oktober 2010

slem snue

Den halve by har slem halspine og snue, deriblandt os herhjemme. Nu er det ved at bedre sig, børnene er startet i skolen igen. Men for at være helt ærlig: Det var nu mægtig hyggeligt bare at være hjemme sammen, uden andet formål end at forkæle hinanden.

Og så har jeg fået lavet lidt efterårspynt til indgangen.

lørdag den 2. oktober 2010

træt hjem

Når man kommer træt hjem fra den nye skole, er der ikke noget så tiltrængt som en film på computeren med sin hund på skødet.

fredag den 1. oktober 2010

Limburg

Når vi har været hos Inge i Kirchheim, passerer vi Limburg på hjemvejen. Wenni taler så altid om, at der har han ikke været i 50 år - dengang iklædt Lederhosen - og det er vel snart på tide igen. Nu har vi endelig besteget bjerget. Det var et rigtig dejligt sted med en fantastisk udsigt over Albrand, Kirchheim og helt til Stuttgart.
Bemærk de smarte vandrestokke, de er fra Tante Mias bo.

Vin groede der også.
Det er en nymodens ting, at genplante de traditionelle vinmarker, som har ligget brak siden industrien kom til Schwaben og vinbønderne hellere ville stå på fabrik end at være vinbønder.

Sølvtidsel, en fredet vækst.

Limburg med dreng.
Vi tog turen forrige weekend, efteråret ER kommet hertil nu, og vi har fundet de uldne trøjer frem.

tirsdag den 28. september 2010

søndag den 26. september 2010

hjælp

Wenni påstår jo nok bagefter, at han har malet billedet alene, men her er beviset på, at han har haft hjælp.

lørdag den 25. september 2010

tur til Esbjerg

På vores tur til Esbjerg gjorde far og jeg holdt ved Tamdrup kirke , som har et fantastisk guldalter. Her bliver Harald Blåtand døbt af Biskop Poppo. Far kunne huske reliefet fra sin historiebog fra skoletiden, på grund af de karakteristiske ribben.

Her frister djævelen..

...og i loftet spandt en kvinde hør. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve en gang.
Fra kirkegården var der udsigt til Horsens fjord, det var et meget smukt sted.

Anna havde allerede i telefonen talt om, at forhåbentlig kunne vi få kaffen udenfor. Da vi kom, nævnte hun det igen....ligesådan ved frokosten.
Så der er ikke noget at sige til, at hun ser tilfreds ud på mit billede.

Se hvad der sidder på Annas ærme.

onsdag den 22. september 2010

kig ind

Jeg har altid synes, at den Gamle By i Århus er utrolig smuk. Husene er restaureret med stor respekt for deres historie, de får lov til at virke gamle.
I Reutlingen, hvor der vel er flere og ældre huse end i den samlede gamle by, har man en tendens til at restaurere, så husene ser nybyggede ud bagefter. Det ærger mig.

I baggrunden har man et kig ind i Havbogade, hvor Martha Ludvigsen bor.